C
  

Profil - om Claus Borre

Claus Borre har over 35 års erfaring i den danske og internationale TV-verden – og han har 48 års erfaring som journalist.

 

I dag arbejder Borre for TV2SPORT/Viasat, men i 28 år var han kommentator, reporter, studievært og redaktionschef på DR Sporten.

 

Før den tid var Borre i 13 år skrivende journalist. Efter et par år med psykologi-studier på Københavns Universitet, og en uddannelse på Danmarks Journalist Højskole begyndte Claus Borre i 1964 på Helsingør Dagblad. Siden kom han til Ritzaus Bureau, men skiftede i 1967 til Berlingske Tidende, hvor han var ansat i ti år.

 

Ikke færre end 11 gange har Borre været med til at tilrettelægge den redaktionelle linje i forbindelse med de olympiske sommerlege, som han dels selv har deltaget i, dels har kommenteret og præsenteret som TV-vært. 10 gange har han arbejdet i forbindelse med de olympiske vinterlege. Borre var tillige idemand og skaber af det velkendte SportsLørdag-TV-koncept helt tilbage i 1970`erne. En udsendelsesserie, der kørte næsten uafbrudt på DR i over 20 år.

 

Foruden sit virke i medieverdenen i mere end fire årtier, har Borre også arbejdet tværpolitisk med kommunalpolitik i en halv snes år. I to år fra 2005 til 2007 var Borre direktør i en af Danmarks største og mest traditionsrige idrætsklubber, B.93 med mere end 2.000 medlemmer og snesevis af danske mesterskaber i tennis og fodbold.

 

Claus Borre